fredag den 25. december 2015

Personlige til og fra kort

I år lavede jeg selv til og fra kort i akvarel - det gør det mere personligt, og så er det superhyggeligt at sidde og male, synes jeg! :-)


Hvis du er nysgerrig efter at se, hvordan de er lavet, eller har du lyst til at gøre mig kunsten efter, så finder du en udførlig step by step guide lige HER


De gjorde faktisk lykke, så det er nok ikke sidste gang, jeg gør det udi hjemmelavede kort. ;-)

GLÆDELIG JUL!!

lørdag den 5. december 2015

Advents"krans" 2015


Dette er min adventskrans anno 2015.

Du skal bruge:
En spejlbakke
4 bloklys
bast
stedsegrønt (evt. tuja)
4 små julevedhæng, der kan skrives på (her stjerner af bark)
Små kogler


Med en sort permanent marker skrev jeg de 4 tal på de små barkstjerner, gjorde dem fast på hvert bloklys med bast, så jeg snoede rundt flere gange og bandt en knude på.
Bloklysene stillede jeg på spejlbakken, som jeg også pyntede med små tujakviste og lidt pynt fra min juletræskasse - sølvkogler og et lille sølvfarvet rensdyr. Anden pynt kan naturligvis også bruges. .-)



tirsdag den 1. december 2015

Julepynt til døren - nem og hurtig


Jeg synes, det er super hyggeligt med pynt på hoveddøren i december! Pynten må også meget gerne være hjemmelavet, men også gerne nem og hurtig at lave, da december også er en travl måned med mange aktiviteter og gøremål - også på den kreative front. ;-)

Denne stjerne kunne næsten ikke være nemmere, for jeg "snød" lidt og købte selve stjernen færdiglavet, inden jeg kom pynten på. En lignende stjerne kan nemt laves af 6 pinde af nogenlunde samme tykkelse og længde, som bliver limet eller bundet sammen. Man kan også bruge små tynde søm til at samle. 

Jeg har en tujahæk, som måtte afgive et par små grene, som jeg bandt fast i toppen af stjernen med lidt bast sammen med hjertet, som jeg engang fandt på et julemarked. Andre former for julevedhæng kan sagtens bruges - jeg havde også et par filtvedhæng, som var med i overvejelserne.

Et pænt bånd bundet fast om toppen til at hænge stjernen op i og dørpynten er klar!
Det hele tog max. 10 minutter. :-)

GLÆDELIG JUL

torsdag den 22. oktober 2015

Festligt og sundt guf til børnefødselsdag :-)


En veninde og tidligere kollega lagde dette fine billede ud på facebook af sin fine anretning til vuggestuen i anledning af, at hendes lille dreng fyldte 2 år. Jeg synes, det var sådan et fint påhit og lige til at gå til, så jeg fik lyst til at dele det her på bloggen. :-)

Det er sundt, lækkert og ser godt ud! Hele tre ting på en gang. ;-)

Små stykker frugt skåret i mundrette bidder i bunden af et gennemsigtigt glas, en ½ banan ovenpå forvandlet til den fineste delfin. "Næbbet"/ enden af bananen skåret igennem med en vindrue i og øjet tegnet med en sort tusch.
Et lille flag stukket i toppen af bananen fuldender den festlige anretning.

Er vild med ideen!!
Hvad synes du? :-)

tirsdag den 16. juni 2015

Pift et kedeligt festlokale op!


Min venindes datter skulle konfirmeres, og jeg blev "hvervet" til at stå for borddækning og pyntning af lokale. Festen skulle holdes i selskabslokale i en boligblok.

Konfirmanden var absolut ikke tilfreds med lokalet. Det var vildt kedeligt, sagde hun! Og særlig billederne på væggene var hun træt af. Der var også halvmørkt og lidt nusset, så noget måtte gøres.


Ved indgangen lagde vi en rød løber for at byde gæsterne velkommen. Den blev også flittigt brugt af de yngste gæster samt lillesøster til at gå catwalk på. ;-)


På billedet ovenover her og nedenunder her ses de oprindelige billeder, som jeg - hånden på hjertet - nu heller ikke synes gjorde noget godt for lokalet.



Så jeg smuttede hjem og pillede af væggene samt fandt i gemmerne, hvad jeg havde af popart malerier med mere knald på farverne, så det kunne friske op i lokalet. 

Jeg er billedkunstlærer og maler også lidt selv, så alle billederne er egen produktion, men man kan også sagtens bruge plakater eller billige lærreder med farver på i stedet for uden det koster en bondegård.


Hvis du vil se, hvordan jeg laver malerierne er der en beskrivelse HER

En flagguirlande blev draperet hen over den blå dørkarm og livede op.

Min billedserie af Fred Astaire med partnere passede godt farvemæssigt til den øvrige bordpynt.


Konfirmanden var MEGET glad for resultatet!




mandag den 15. juni 2015

Jordbærtrifli - let og lækker!

Min favoritdessert er helt klart jordbærtrifli! Både at lave og spise. :-) Den er superlet og hurtig at lave, ser dekorativ ud og gør altid lykke hos mine gæster.

Den passer også godt i farvetemaet til studentergilder. 


Du skal bruge:
1 stor skål - gerne af glas, så man kan se de fine lag
1 pose makroner
1 stor bakke jordbær
1/4 l piskefløde
1 portion kagecreme (jeg er doven, så jeg bruger den i pulverform, der piskes med mælk ;-))
½ l mælk
Lidt billig sherry


Hæld makronerne op i glasskålen. Knus dem. Strint lidt sherry over makronerne. Lige tilpas, så alle makronerne får, men det må ikke søbe i sherry. Jeg plejer at holde tommelfingeren over åbningen af flasken, så der kun kommer lidt ud af gangen.


Skyl jordbærrene og skær dem i skiver ovenpå makronerne.


Pisk kagecremen med ½ l mælk og hæld den direkte over jordbærrene, inden cremen stivner. 


Pisk fløden og kom den ovenpå kagecremen. Triflien kan evt. pyntes med jordbær.


Hurtigere og nemmere kan det næsten ikke gøres, og så smager det himmelsk!



fredag den 29. maj 2015

Studenterhuekage


Til studentergildet for venner og familie bestilte jeg en studenterhuekage til min smukke datter. Jeg bestilte den hos bageren i den daværende superbest, men jeg ved, at rigtig mange bagere laver forskellige versioner af lækre kager til studenten. De kan bestilles i forskellige størrelse. Denne her var til 30 personer.

Jeg synes, det ser rigtig festligt ud med sådan en dessertkage hue, og kan klart anbefale det.


Fyldet havde et lag med chokolade og et med jordbær - se hvor lækkert det ser ud! Og det smagte mindst lige så godt. :-)