Viser opslag med etiketten dekoration. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dekoration. Vis alle opslag

onsdag den 20. januar 2016

Nytårsbord 2015


Jeg elsker at lege med borddækningen ved festlige lejligheder! Og nytårsaften er da en festlig lejlighed om nogen. ;-) Den blev holdt hos min bror, og jeg fik frie hænder.


Lys dug på bordet med en gennemsigtig organzadug med sølvstjerner ovenpå. Organzadugen er en af dem, der kan købes til en billig penge i diverse supermarkeder ved jule- og nytårstid.

Hvide tallerkener og pænt bestik. Jeg har en gang samlet på antik sølvbestik ved navn Empire, som jeg brugte denne gang, men andet bestik duer fint.

Nytårspynt af forskellig slags samt servietter købte jeg, så det farvemæssigt matchede.


Centerpiece:
1 brædt, min bror havde liggende ude i gården
mos fra min have
tujakviste fra min hæk
julepynt i sølv (kugler og kogler)
en buket roser fra netto
2 bloklys


Brædtet blev placeret midt på bordet. Tujagrenene blev fordelt ovenpå brædtet med den afklippede del vendt ind mod midten af brædtet. Ovenpå tujaen lagde jeg mosset, som dels holdt tujaen fast på brædtet og dels var en god bund at lægge pynten på-

De 2 bloklys satte jeg i mosset, så der var symmetri. De sølvfarvede julekugler og kogler blev fordelt ovenpå mosset, som jeg syntes så pænest ud - balance og symmetri i fokus.

Roserne klippede jeg hovederne af. Det ene lagde jeg på midten af dekorationen. For hver ende af dekorationen placerede jeg 3 dessertvinsglas med en lille sjat vand i bunden og hovedet af en rose. De øvrige roser pyntede andre steder i rummet,bla. på sofabordet.

Det er første gang, jeg laver en borddekoration på den måde, men det bliver afgjort ikke sidste! Jeg er stadig ret godt tilfreds med resultatet. ;-)










lørdag den 5. december 2015

Advents"krans" 2015


Dette er min adventskrans anno 2015.

Du skal bruge:
En spejlbakke
4 bloklys
bast
stedsegrønt (evt. tuja)
4 små julevedhæng, der kan skrives på (her stjerner af bark)
Små kogler


Med en sort permanent marker skrev jeg de 4 tal på de små barkstjerner, gjorde dem fast på hvert bloklys med bast, så jeg snoede rundt flere gange og bandt en knude på.
Bloklysene stillede jeg på spejlbakken, som jeg også pyntede med små tujakviste og lidt pynt fra min juletræskasse - sølvkogler og et lille sølvfarvet rensdyr. Anden pynt kan naturligvis også bruges. .-)



tirsdag den 1. december 2015

Julepynt til døren - nem og hurtig


Jeg synes, det er super hyggeligt med pynt på hoveddøren i december! Pynten må også meget gerne være hjemmelavet, men også gerne nem og hurtig at lave, da december også er en travl måned med mange aktiviteter og gøremål - også på den kreative front. ;-)

Denne stjerne kunne næsten ikke være nemmere, for jeg "snød" lidt og købte selve stjernen færdiglavet, inden jeg kom pynten på. En lignende stjerne kan nemt laves af 6 pinde af nogenlunde samme tykkelse og længde, som bliver limet eller bundet sammen. Man kan også bruge små tynde søm til at samle. 

Jeg har en tujahæk, som måtte afgive et par små grene, som jeg bandt fast i toppen af stjernen med lidt bast sammen med hjertet, som jeg engang fandt på et julemarked. Andre former for julevedhæng kan sagtens bruges - jeg havde også et par filtvedhæng, som var med i overvejelserne.

Et pænt bånd bundet fast om toppen til at hænge stjernen op i og dørpynten er klar!
Det hele tog max. 10 minutter. :-)

GLÆDELIG JUL