mandag den 21. april 2014

"Riehønen" - sangskjuler med mariehøns



Da min datter Rie var lille, var hun fuldstændig overbevist om, at mariehøns hed riehøns! Hun elskede "riehøns", som jo hed det samme som hende selv. Hun boede på mariehønen i vuggestuen, havde mariehønetasker, kjole og tøjdyr m.m. Så sangskjuleren til hendes konfirmation sidste år skulle klart være noget med "riehøns"!


Jeg brugte:
En rød paraply
Sorte og hvide poscatusser
Rødt karton
En lille saks
Dobbeltklæbende tape


På den ene side af paraplyen tegnede jeg en sød mariehøne og et par blomster med poscatusserne. Under mariehønen skrev jeg med hvid poscatus "Riehønen" (Ries kælenavn).
På den anden side af paraplyen skrev jeg med hvid poscatus begivenhed, dato og årstal.


Af det røde karton lavede jeg store mariehøns. Med sort tegnede jeg en streg midt igennem hønen, sorte pletter og et sort hoved for enden. Øjnene tegnede jeg til sidst med den hvide poscatus. Hver mariehøne fik et hul i enden med hullemaskinen.


Sangen foldede jeg sammen og fastgjorde på bagsiden af mariehønen med dobbeltklæbende tape. 
Alle mariehønsene blev hængt op i paraplyen med gavebånd. En lille saks hængte også i paraplyen til at klippe sangene af med.


Jeg synes selv, sangskjuleren blev både sød og dekorativ. :-)

Hvad synes du?





Ingen kommentarer:

Send en kommentar