onsdag den 29. april 2015

Nem borddækning

 
 
Inden jeg holder fest, kan jeg godt lide at prøve tingene igennem først - f.eks. borddækning og bordpynt. Til yngste datterens konfirmation lavede jeg denne prøveopdækning i de farver, hun havde ønsket, det skulle være.
 

 
Jeg brugte cremefarvede duge - disse er i nervøst velour, men andre kan jo lige så fint bruges, hvis man ikke kan have velour. ;-) Ovenpå dugen en løber i cremefarvet organza. Sølvlysestage med cremefarvede lys.

 
På nettet søgte jeg og fandt forskellige måder at folde servietter på - her afprøvede jeg to, og datteren valgte viften på billedet herover.

 
Jeg er ikke den store ørn til at lave blomsterdekorationer, så jeg bruger jævnligt denne måde at pynte med blomster. Super nemt og alligevel dekorativt, synes jeg. Jeg køber et bundt af de billige roser i supermarkedet (eller flere bundter, hvis jeg skal dække op til mange mennesker), klipper hovederne af, så der kun er en smule af stilken tilbage. Kommer lidt vand i bunden af glas/vinglas i forskellige størrelser og højder, og en rose i hvert glas.
 
Det er bedst at gøre dette dagen før, så rosen kan folde sig rigtig ud og fylde i glasset. Det har jeg ikke gjort på billederne her.

 
På løberen ser det rigtig godt ud, hvis der ligger ranker af efeu eller anden slags stedsegrønt. Dt har var hvad jeg lige kunne finde i min have den dag.

 
Nem og billig bordopdækning. :-)

tirsdag den 28. april 2015

Kort - konfirmation

 
Vi lavede små kort til roserne til de øvrige konfirmander.

 
Materialer:
Fransk karton - creme
hullemaskine
transparent papir med guldtryk
guldkarton
paperpunch med sommerfugl
limstift
saks
 
 
1. A4 karton deles 6 lige store stykker. Først foldet og delt på midten i A5 str, og dernæst deles hver halvdel yderligere i 3 stykker.
 
2. Hvert stykke foldes på midten til små kvadratiske kort. I hjørnet laves hul med en hullemaskine.
 
3. Det transparente papir med guldtryk klippes i smalle strimler og limes på kortet.
 
4. Med en paperpunch klippes der sommerfugle i guldkarton. Andre former kan selvfølgelig også bruges. :-) Der limes sommerfugle på hvert kort.

 
Lillesøster hjalp til og producerede masser af sommerfugle både til kort, menukort og bordpynt. Det var super hyggeligt!!




lørdag den 25. april 2015

Scrapbog/gæstebog - version 3


Til min store datters konfirmation lavede jeg denne scrapbog/gæstebog. Selve bogen er købt i boghandlen med et "hul" på forsiden til at lime et billede ind i. Bogen var ensfarvet hvid, så jeg beklædte den med gavepapir og selvklæbende mønsterbort fra Netto.


På forsiden brugte jeg et lille billede af konfirmanden taget den dag, hun købte kjolen. Indeni bogen satte jeg et lidt større billede af hende.


Teksten til gæsterne er lavet i Word, hvor man kan lave vandmærke og mønstrede rammer af flere slags og printe ud.


Hvis du har lyst til at se andre scrap/gæstebøger, jeg har lavet, kan du se i disse indlæg: Scrapbog/gæstebog - konfirmation samt Scrapbog/gæstebog - version 2

torsdag den 23. april 2015

Scrapbog/gæstebud - version 2


Her er billeder fra den scrap/gæstebog, jeg kreerede til min yngste datters konfirmation. Den er lavet efter samme principper, som jeg har beskrevet i indlægget scrapbog/gæstebog - konfirmation.
Til denne har jeg dog brugt små hjerter og blade, lavet af karton med en paperpunch.


Jeg synes, det er sådan en fin ide med en sådan bog til en konfirmation - både til at hygge sig med at skrive under selve festen (mine gæster både grinede og snakkede godt sammen undervejs), og til at hygge sig med EFTER konfirmationen, hvor vi derhjemme læste alle siderne sammen og grinede af alle de sjove historier om konfirmanden. :-)

Da der er masser sider til overs, efter alle gæsternes sider er limet ind i bogen, var der også fin plads til både sange, taler og små og store kort.




mandag den 20. april 2015

Scrapbog/gæstebog - konfirmation


Da min venindes datter blev konfirmeret sidste år, var vi en flok veninder, der hjalp med konfirmationen. Jeg hjalp bl.a. med at lave en scrapbog til konfirmanden.

I TIGER fandt jeg en helt almindelig sort scrapbog med tomme side. Forsiden er lavet af et trykt  cremefarvet karton med roser på, et mindre stk gennemsigtigt papir med guldtryk købt i boghandlen, selvklæbende papirbort i guld fundet i Netto, og teksten er printet på et cremefarvet canson papir også fra boghandlen. Alle stykker papir er sat fast ovenpå hinanden og på bogen med dobbeltklæbende tape.


Til den første side i bogen havde jeg lavet en side med en opfordring til at skrive en hilsen til konfirmanden.


Til festen havde jeg skrevet to forskellige sider som gæsterne kunne udfylde - en til de unge og en til de voksne. Her brugte vi tiden, mens vi ventede på at gå til bords til at fylde siderne ud. Det gav mange søde, sjove og fine historier, som konfirmanden kunne læse igennem og hygge sig med efter konfirmationen.


Alle siderne blev limet i bogen - en side til hver person/gæst.




Jeg havde stillet et bord op med alt, hvad der skulle bruges.


Sangene, talerne og kortene fra konfirmationen blev også limet ind i bogen, så det hele var samlet.


fredag den 10. april 2015

Påskehygge


I påsken bød min mor på lækker påskefrokost, og hun gør altid noget ud af borddækningen - sådan på den rigtig hyggelige måde. :-)

Min kusine havde bagt en påskehare, som hun havde anrettet i en bakke med påskeæg, karse, hjemmebagte kiks og knækbrød samt romkuglekyllinger. De både så søde ud og smagte rigtig godt!


Hvis du ser godt efter, kan du se øjnene lavet af små rosiner, hanekammen af tørret tranebær og næbbet af en pinjekerne.


Bordet var fint dækket i påskefarver. Der var sået karse i æggebægre og sat ved alle pladserne. Servietringene var haner til mændene/drengene og høns til pigerne.

Det hele både SÅ lækkert ud og SMAGTE lækkert! Guf for både øjne og maver. ;-)